"Jamen, Pia, vi kan jo ikke blive her"
sagde hun sidste gang jeg saa hende.
"Her ville jo komme til at se forfaerdelig ud hvis vi andre blev"
"Der er jo nye der skal til, - vi maa lade pladsen til de nye....."
Og det er saa hvad min elskede mormor gjorde igaar aftes.
Hun blev 90 aar.
Da hun var 82 cyklede hun stadig mange kilometer,
i modvind, i det sönderjyske landskab,
og indtil hun mistede det gode syn i fjord
strikkede og haeklede hun i metervis ...
Jeg er en af hendes piger, og hun efterlader et oprigtigt savn.
Foto fra 11.august 2008
Da hun var 82 cyklede hun stadig mange kilometer,
i modvind, i det sönderjyske landskab,
og indtil hun mistede det gode syn i fjord
strikkede og haeklede hun i metervis ...
Jeg er en af hendes piger, og hun efterlader et oprigtigt savn.
Foto fra 11.august 2008
5 comments:
Kjære Pia, så sørgelig - vi vil jo de skal være her alltid, sammen med oss. Jeg sender deg alle mine varmeste tanker!
Tak. Ja det er jo sörgeligt, men heldig er jeg vel ogsaa som har haft hende saa laenge... Hun bliver jo egentlig ved med at vaere her, blot uden den lille krop...og saadan er der vel plads til de nye.
Fik ikke ringet, nu ved du hvorfor,men jeg indhenter straks samtalen.
Hun ser så fantastisk vakker og klok og levende og glad ut på bildet. Er det ikke underlig hvor skrøpelig liv er. Hvor upålitelig og uforutsigbart. Plutselig - slutt. Godt å bli minnet på det. Samtalen tar vi senere.
Kære Pia
Det var smukke og meget sigende ord
Kærlig hilsen mor
Tak mor....
Post a Comment